Oplev varieret skiløb i Saalbach
På din skiferie til Saalbach kan du forvente skiløb i absolut verdensklasse. Skiløbet er utroligt varieret og der findes pister til skiløbere på alle niveauer.
Området består primært af blå og røde pister, men der findes også flere sorte pister samt god offpiste i skiområdet. Så uanset om du rejser med familien, vennerne eller med din partner, så findes der skiløb til alle i gruppen.
Derudover er Saalbach kendt for sine brede og velpræparerede pister, hvilket er gode nyheder for dig, der ønsker at presse carvingsvingene til det yderste.
SkiCircus Saalbach - Østrigs største sammenhængende skiområde
Sammen med Fieberbrunn og Leogang er Saalbach en del af SkiCircus Saalbach. SkiCircus Saalbach er med 270 kilometer poster Østrigs største sammenhængende skiområde. Du kan altså komme rundt og opleve hele området, uden at skulle bekymre dig om skibusser og lange gåture i skistøvler.
Skiområdet SkiCircus Saalbach er altså både stort og varieret, og alle skiløbere, øvet som nybegynder, vil kunne blive udfordret på en skiferie til Saalbach. SkiCircus Saalbach arbejder desuden intenst på hele tiden at forbedre skiområdet, og de seneste år er der blevet investeret i mange nye lifter, hvilket hjælper betragteligt på liftkøerne.
Udover SkiCircus Saalbach har du også mulighed for at stå på ski i Zell am See og på den legendariske gletsjer Kitzsteinhorn i Kaprun - alt sammen på det samme liftkort. Dermed giver liftkortet altså adgang til hele 408 kilometer pister.
Bonus info: Saalbach blev for nylig tildelt værtskabet for verdensmesterskaberne i alpint skiløb i 2025.
Stå på offpiste i Fieberbrunn
Fra Saalbach kan I tage jer videre til Fieberbrunn, som er et fantastisk område for enhver, der elsker skiløb i dyb puddersne. Her findes mange muligheder for at køre i urørt puddersne med byen Kitzbüheler som kulisse. Det er også i Fieberbrunn, at der hvert andet år afholdes Freeride World Tour.
På langrendsski i Saalbach
Vil du opleve Saalbach med langrendsski under fødderne, så er det muligt at køre på 12 kilometer langrendsspor nede i dalen. Oppe i systemet findes også et langrendsspor, hvilket gør det muligt at kombinere langrendsturen med en Apfelstrudel og varm kakao på en af de mange hyggelige restauranter oppe i terrænet.